Friday, March 03, 2006

Svala mi



I går var det eg møtte henne; Svala, nei, vi møtte kvarandre, og eg forstod med det same at dette var henne, ho var den av alle dei førti hestane som skulle verte med meg attende til Syltedalen, eg gjekk innom gjerdet, dei flokka seg rundt meg, men ho var den som la hovudet inn mot mitt, kvilte hovudet på skuldra mi, ho var den som såg så lenge på meg med dei store mørke auga, vi stod der i tolv minusgrader og lytta til kvarandre, tala til kvarandre på eit anna språk enn det middelbare, ja, for dette er den umiddelbare venskapen, eg tok votten av og la handa over den flate panna, over det kvite bleset som strekkjer seg smalnande frå panna og heilt ned til mulen, fylgde den kvite pila, kjende den varme pusten kvervle kring fingrane, og ho la tyngda av hovudet i handa mi, og eg skjøna: det er ho som skal verte med meg attende til Syltedalen, hit, ho er den eg skal vaspe rundt i laussnøen saman med, den eg skal legge kløv på og ri av garde til eit av dei mange fjellvatna, kanskje Vaulen, ja, eg ser føre meg at vi slår telt ved Vaulen, der det er så mykje alvedans om sommarskveldane, der far min ein gong henta opp store steinheller frå det varme vatnet og laga bord og benkar (eg hugsar dette så tydeleg, hugsar den tydelege stolte kjensla av at far er den sterkaste i verda), der grua framleis står i vasskanten år etter år; klar for å ta imot krædene som vert dregne opp på annan kvart kast, der er det vi skal slå oss ned etter ein sveitt ridetur opp alle bakkane, opp gjennom raudesanden, der fjellskråningane står bratte ned mot stien, gjennom dette underlege landskapet av raudna olivinstein og sand, ved foten av klippene, ja, det høver med hest der, over kvar vesle knaus må ein speide etter indianarfjør som stikk opp, berre fordi det ville vore på sin plass i eit slikt landskap, der på stien mellom den bratte klippesida og juvet der elva renn, denne smale stien som alltid har spor av rev fordjupa ned i sanden, denne smale stien der hoggormen stundom legg sine runde kvite egg i sanden før han dreg seg unna og lagar buktande striper bort mot krattklyngene, her skal vi ride ein av dei fyrste dagane som ber sommar i seg, Svala og eg, eg og Svala, for vi to kjem til å høyre saman, og eg veit at eg kjem til å elske henne.

4 comments:

Mona said...

JUHU! Er ho lyngs eller islands? Minner meg om når vi henta Tintin, oh, glede, gled deg!

Hilde said...

Ho er islands! Tre år. Ho er ikkje komen til gards enno, kjem ikkje før i mai, - ho skal nemlig parast fyrst med den staute hingsten Solon. Så neste år vert det føl på garden!
O, glede, glede, glede!

AdV said...

næmmen! bloggeru, beibæ? ante ikke d, jeg! vel, bloggen til bjarte og meg sjæl finneru her: http://noesamurai.blogspot.com/ . leser mer seinere, ha re köz!

Mona said...

Så kult, så får du solsvale på gården! Ihihi og vrinsk!